For lidt over et år siden ramte Baz Luhrmans’ Elvis (2022) den store skærm, og med instruktørens signaturstil formåede filmen at være lige så eksplosiv og hypnotiserende som den mythos, vi kender fra den såkaldte “king of rock and roll.” Men nu, et år senere, viser Sofia Coppola en førhen overset side af denne historie gennem filmen og karakteren Priscilla.
Vi møder først Priscilla (Cailee Spaeny) som en 14-årig, ensom Air-Force datter i Tyskland anno 1959. Pludseligt bliver hun inviteret til en fest, hvor hun møder den allerede verdenskendte (og 24-årige) Elvis Presley (Jacob Elordi). På trods af advarsler fra begge deres forældre bliver de to hurtigt forelskede.
Denne kærlighed leder hende til at flytte sammen med Elvis tilbage i USA, i det ubegribeligt smukke slikfarvede hus, Graceland. Det er i denne luksuriøse facade, at Priscilla langsomt mister mere og mere frihed. Illustreret perfekt i scenen, hvor Elvis dikterer Priscillas hår, makeup og tøj, så han nærmest behandler hende som en dukke, hvis udseende han skal have fuld kontrol over.
Med Elvis, der ofte enten er på turné eller til filmoptagelser, opleves der også en kraftig ensomhed gennem Priscillas øjne, og man ser deres liv langsomt gå forskellige veje. Disse scener er utroligt smukke, og Coppolas følsomme fremstilling af dem er en velkommen overraskelse.
Man kunne faktisk ønske sig, at instruktøren havde valgt at dvæle i tristheden længere, så man virkelig kunne føle det. Generelt holder filmens pacing og struktur den nemlig lidt tilbage. På kun 110 minutter kan Priscilla ikke nå både at få én til at føle alt, man burde, i visse scener og samtidig bygge op til den endelige beslutning, Priscilla skal tage mod slutningen af filmen. Af den grund rammer slutningen ikke helt så hårdt, som den kunne.
Det er dog ikke for at sige, at Priscilla er en hul film rent følelsesmæssigt – langt fra. Coppola formår nemlig at transportere én direkte ind i Priscillas følelser. Man mærker alt, som Priscilla gør. Når hun er ensom, er man ensom. Når hun er forelsket, er man det også selv. Det mærkes især i et par fuldstændig magiske date-scener, der foregår i Las Vegas og på en rulleskøjtebane. Farverne, kompositionen, lyden, klipningen og skuespillet gør det umuligt ikke at falde for Elordis version af Elvis på trods af alt, som både vi og Priscilla ved om ham.
Skuespillet er generelt også fremragende. Cailee Spaeny især fortjener al ros og de priser, hun allerede har fået. Ikke nok med at hun gennem sit ansigt alene kan kommunikere alle de komplekse følelser, Priscilla har i filmens over 10-års forløb, så styrer hun simpelthen hver frame, hun er i, gennem en performance, der for det meste er dæmpet og indadvendt. Jacob Elordi skaber også en spændende version af Elvis, der er mere akavet og tilbageholdende, men samtidig mere fysisk intimiderende end nogen tidligere versioner af Elvis. Stilistisk set passer disse performances i høj grad med resten af filmen.
For Priscilla er en intim, empatisk og subtil film, der udforsker identitet og magt-dynamikken i et forhold, der er det tætteste, amerikanerne kommer på en royal familie.
Kommentarer